En Vej til Alle
Flere veje til job og uddannelse
En Vej til Alle er en forening, der gennem systeminnovation arbejder for at bane flere mulige veje til job og uddannelse for de 43.000 unge, der hverken er i gang med en uddannelse eller et arbejde.
Bag tallet er unge, der aldrig rigtig finder fodfæste på en uddannelse, en læreplads eller i et job, og som ser til fra sidelinjen, mens jævnaldrende drøner videre. Det er et tab for de unge selv, for sammenhængskraften – og for et arbejdsmarked, der mangler både hænder og hoveder.
Det er ikke, fordi vi ikke ved, hvad der skal til. Der findes masser af viden og masser af løsninger, der virker. Problemet er, at der stadigvæk er for få unge, der får gavn af det.
Derfor er En Vej til Alle sat i verden.
Vil bygge bedre systemer
En Vej til Alle arbejder for, at flere unge møder det, der virker. Ikke ved at skabe nye projekter eller nye indsatser. Men ved at arbejde med alt det, der ligger udenom og til grund for: Regler, kultur, viden, skalering og finansiering. På den måde arbejder En Vej til Alle at forbedre de systemer, der er til for at hjælpe unge, der står uden for, og samtidig etablere forbindelser til alle de aktører uden for systemerne, der kan have afgørende betydning for at unge finder vejen videre.
En Vej til Alle samler nøgleaktører omkring de unge i mindre, forpligtende arbejdsfællesskaber - og hjælper alt det der virker med at slå rod flere steder, og sørger for at erfaringerne bliver delt og diskuteret med dem, der kan lave regler og rammer om.
Med det hovedformål at sikre de 43.000 unge en plads i samfundet - enten på et arbejde eller en uddannelse.